Professionel bistand til baneklargøring

Den mere lade del af læserskaren får nervøse trækninger, når vi begynder at snakke om baneklargøring. I kan godt slappe lidt af i år, for vi har besluttet at få professionel bistand fra Martin Leerhøy for at komme i bund med ukrudt og få planet banerne ud, så der ikke dannes store pytter i regnvejr. Martin starter arbejdet, så snart frosten er af jorden, og det bliver nok allerede i den kommende uge.

Der skal fjernes adskillige tons ukrudt, og en tilsvarende mængde grus skal flyttes rundt for at slippe af med den store pyt i den fjerne ende af bane 1, så vi har brug for en mand med store overarme og motoriserede hestekræfter. Martin har begge dele og i tilgift mange års erfaring, og han gør hvert forår et halvt hundrede baner klar over hele Jylland.

Der vil stadig være ting at gøre, så I slipper ikke helt for at blive mobiliseret til almindelig forårsklargøring på anlægget, men det bliver lidt mere overkommeligt i år.