Booking og regler

Booking og køb af medlemskaber foregår i vores bookingsystem: https://ntsc.halbooking.dk/

Man skal registrere sig som bruger i systemet, før man kan bruge det. Registrering er gratis og foregår ved selvbetjening. Bookingsystemet kan betjenes fra computer, tablet og mobiltelefon, men selve brugerregistreringen kan kun foregå fra computer.

Nedenfor kan du læse de generelle regler for booking i Nørresundby Squash- og Tenniscenter:

Bookingregler

Banetid, specielt på de indendørs tennisbaner, er en begrænset ressource. Hvis alle skulle spille så meget, som de gerne ville, så skulle vi bruge langt flere baner. Derfor er vi nødt til at have nogle regler, som sikrer alle lige gode muligheder for at komme til at spille. Nogle af reglerne håndhæves automatisk af bookingsystemet, mens andre regler kun kan fungere ved personlig overholdelse.
Vi beder vore medlemmer tage hensyn til hinanden ved at respektere bookingreglerne. Ved gentagne overtrædelser kan bestyrelsen skride til karantæne.

Nørresundby Squash- og Tenniscenter tilbyder tre forskellige former for booking:

  1. Medlemsbooking
    Ved medlemsbooking booker to medlemmer med aktive medlemskaber en banetime med hinanden. Hvert medlem kan maksimalt have én åben booking ad gangen. Fem minutter før den bookede time begynder, kan man booke den næste. På den måde kan man nogle gange komme afsted med at spille to timer i træk, og det er helt i orden; vi vil gerne have banerne brugt.
  2. Medlemsbooking med gæst
    Hvis du gerne vil have en ven, som ikke er medlem, med til tennis eller squash, kan du booke en gæstetime. Det gøres ved at vælge ”Gæstetime” i stedet for medspiller, når du booker. Bookingen er først gyldig, når du har betalt for gæstetimen inde i systemet. Også for gæstetimer gælder, at du kun kan have én time åben ad gangen. Gæsten fungerer altså bookingmæssigt som et almindeligt medlem.
  3. Booking med klippekort
    Inde i bookingsystemet kan man købe løse banetimer, uanset om man har aktivt medlemskab eller ej. Man køber et antal klip til enten squash eller tennis, og hvert klip giver ret til booking af en banetime. Med klippekort kan man booke alle de timer, man vil. Det kan f.eks. bruges til at booke flere baner i sammenhængende timer til en børnefødselsdag eller et firmaarrangement.

Misbrug af systemet giver desværre mulighed for at opnå nogle fordele på bekostning af de andre medlemmer. Nedenfor findes derfor en række regler, som man selv skal sørge for at overholde.

  • Det er ikke tilladt at booke i en andens navn.
    Hvis din bookingret er optaget af en anden booking, og du kender et medlem, som ikke har brug for sin bookingret, så kan det være fristende at bruge det andet medlems bookingret til at sikre dig en ekstra banetime. Dette er forbudt. Generelt gælder, at de to spillere, som har booket en bane, skal være på banen gennem hele timen.
  • Det er ikke tilladt at bruge andre medlemmers bookingret til at ”holde” en bane.
    Hvis din bookingret er optaget, og du meget gerne vil reservere en time mere, så kan det være fristende at få en anden til at booke timen til dig for blot at afbooke, når din bookingret er blevet ledig igen. Dette er forbudt. Man må ikke booke en bane, hvis man ikke har tænkt sig at bruge tiden, f.eks. for at holde banen til en anden spiller.
    Det kan ske, at man i god tro har planlagt at spille med en makker, som kort før timens begyndelse får forfald. I så tilfælde er det naturligvis tilladt at ændre bookingen, så man kan spille med en anden i stedet.
  • Det er ikke tilladt at bruge gæstebooking eller klippekort til at ”holde” en bane.
    Hvis ens påtænkte makkers bookingret er optaget, er det ikke tilladt at booke en gæstetime, blot for at afbooke den, når makkerens bookingret igen er blevet ledig. Det er ok at bruge gæstetimer til at supplere sin bookingret, men så skal gæstetimen forbruges, således at man faktisk kommer til at betale for den.

FAQ – hyppige spørgsmål

Jeg vil gerne booke en time med en freelance træner, men hans bookingret er allerede optaget. Hvad gør jeg?

Lad os først slå fast, at vi er glade for freelance træneres virke på vore baner. Vi ved, at mange medlemmer sætter stor pris på deres indsats. Selvstændige trænere er almindelige medlemmer i klubben, og de har præcis den bookingret, som de har betalt for. Hvis en træner er dygtig og har mange elever, så tjener han også mange penge, og så har han mulighed for at købe multiple medlemskaber, så han kan booke med alle sine elever. Hvis træneren alligevel ikke har en ledig bookingret, så kan du eventuelt hyre træneren sammen med en af dine venner, og så kan I bruge jeres fælles bookingret til at reservere timen. Husk, at dette kun er lovligt, hvis I begge er på banen til træningen.

Min faste makker er blevet skadet og kan ikke spille i overskuelig fremtid. I stedet har jeg fået en reserve til at spille på den skadede makkers plads. Er dette tilladt?

Dette er som udgangspunkt ikke tilladt. Medlemskaber er personlige og kan ikke overføres til andre medlemmer. Der er to hensyn at tage i denne sag.

Det første hensyn er til den skadede spiller, som risikerer at miste værdien af sit kontingent. Hvis han eller hun lige har købt et længerevarende kontingent, så vil bestyrelsen gerne overveje at sætte medlemskabet i bero, indtil spilleren er skadesfri igen.
Det andet hensyn er til den efterladte spiller, som nu ikke har nogen at spille med. Bestyrelsen er gerne behjælpelig med at finde alternative makkere.

Jeg har klumret i det og er kommet til at købe den forkerte slags medlemskab. Hvad gør jeg?

Det er naturligvis ikke noget problem. Du skal blot kontakte bestyrelsen. Så ændrer vi dit medlemskab til den type, som du ønsker.

Vi har købt et familiemedlemskab til to voksne og to børn. Så vi har ret til fire bookinger. Må vi bruge hinandens bookingret?

Medlemskaberne i et familiemedlemskab er personlige, præcist som alle andre medlemskaber. Man må f.eks. ikke spille på sit barns bookingret.

Jeg vil gerne servetræne, så jeg har brug for at booke en bane uden en makker. Hvordan gør jeg det?

Det letteste er at booke en bane med en gæstespiller (se ovenfor). Men hvorfor ikke overtale nogle af dine venner til at komme med, så I kan servetræne sammen? I så fald kan I jo booke banen sammen.

Sponsorer