NØRRESUNDBY TENNIS KLUB


Udendørs dropin

Med starten af udendørssæsonen flytter vi også vort hæderkronede dropin-arrangement udendørs fra søndag d. 1. maj. De udendørs baner er nu booket hver søndag i udendørssæsonen fra kl. 14 til 16. For at kunne deltage, skal man være god nok til at holde bolden i gang, men derudover er medlemmer af alle køn og aldre og på alle niveauer velkomne.

Reglen er som altid, at vi spiller på kryds og tværs. Hvis mere end otte spillere møder op, så spiller vi fire partier ad gangen med oversidder. På den måde kommer ingen til at vente ret længe. Det er altid rigtigt hyggeligt. Klubhuset med køkken er åbent, og man kan få sig en snak over en kop kaffe.

De indendørs baner forbliver naturligvis åbne for fri booking gennem hele sommeren, så regnvejr er ingen undskyldning for ikke at spille tennis i Nørresundby.


Standerhejsning 2016

Standerhejsning2016 500

Dagens standerhejsning for tennisafdelingens udendørssæson var velbesøgt og med højt humør, selvom et lille teknisk problem med flagstangen betød, at vi må vente et par dage med at hejse den stolte vimpel.

Standerhejsning2016 500 2

Takket være sponsorat fra Nordjyske Bank var der rundstykker og wienerbrød til alle fremmødte. Vi takker Nordjyske Bank mange gange for deres støtte til klubben.

Standerhejsning2016 500 3

I sin tale til de forsamlede fortalte tennisformand Kurt Jeppesen om initiativerne for den forestående sæson, herunder bestræbelserne på at få renoveret ydervægge og vinduer på det efterhånden slidte klubhus. Kurt betonede også vigtigheden af den frivillige indsats i klubben til de mange opgaver, som skal løses for at holde anlæg og tennishal fungerende.

Standerhejsning2016 500 4

Nu er grusbanerne åbne, og vi håber, at medlemmerne må benytte dem rigtigt meget og få mange gode timer på det smukke, gamle anlæg.


Så er der grus!

baneklar3Bøgen og vores udendørs anlæg springer ud samtidigt i år. Efter hårdt arbejde over tre weekends af klubbens trofaste frivillige, er de to grusbaner på Nordre Skansevej nu åbne for spil en uge før standerhejsning. Sidste omgang i dag involverede spredning af 800 kg grus, udskiftning af en servelinje, lidt tromling og stampning af linjer og opsætning af net.

Det gamle anlæg knirker lidt, og der er stadig nogle ting, som skal ordnes. Slangen til håndvanderen hoppede af studsen ved skuret. Vi skal have skaffet nogle nye spændbånd, for at kunne sætte den ordentligt på igen.

Der mangler også montering af dyser på det faste vandingsanlæg.

Der blæser stadig en del gamle kviste og blade ind på banerne, og de ville have godt af en oprydning rundt omkring i kanterne.

Vi fik gang i motortromlen igen, men kun kortvarigt, indtil den besluttede sig for at stoppe helt.

Kom frisk og spil på banerne - de har godt af det. Vi håber, at alle brugerne vil hjælpe os med at ordne de sidste ting og give en hånd med til at holde anlægget fint og banerne jævne og hårde.

baneklar4


Emil Jankowski vinder Solside Cup

Selvom Emil Jankowski stiller op for Aalborg Østre Tennisklub, kan vi godt være lidt stolte af ham i Nørresundby, hvor han har trådt sine barnesko og stadig træner. I denne weekend vandt Emil Solside Cup på hjemmebanen i Nørresundby. Det er en kategori 2 herreturnering, så Emils præstation er bemærkelsesværdig, idet han må være langt den yngste deltager i turneringen. På vejen til finalen besejrede Emil den førsteseedede Allan Sørensen fra Aars, og i finalen mødte han Johan Stampe fra Aalborg Tennisklub, der var seedet 2 i turneringen. Den samlede sejr må dermed siges at være yderst fortjent.

Stort tillykke til Emil!

Subcategories